Bulgarien

Galleri: Bulgarien


Tilbage til galleri oversigten: Klik her.



To lederdukker til i alt 40 euro går desværre ikke ubemærket hen, og Mike må køre dagen med den dertil ny-indkøbte Dummehat. Øv det var pinligt, men set i bakspejlet, måske ret velfortjent.
I dukkespillets, Karagös fødeby Bursa, tager Tina og Michael til en forestilling. Mike bliver revet en smule med af stemningen og køber 2 lederdukker til 20 euro….pr. stk.
Ipo og hans bror har stået for det verdenskendte dukkespil de sidste 13 år. De lærte kunsten af deres far. Karagös er lige så gammel som byen Bursa, altså over 600 år.
I Bursas snævre gader som klynger sig til bjergsiden af Uluda bjerget, overnatter teamet to nætter. Om morgen fyldes gaderne af den dejlige duft af friskbagt brød.
Den 8. august, lige præcist 6 måneder efter vi startede eventyret, krydser vi Bosphorus strædet, og siger dermed farvel til Asien. Følelsen er ubeskrivelig, det er som om at de sidste 6 måneders oplevelsers bliver symboliseret af denne bro - intenst.
I Istanbul har Michael æren af, for en kort stund at have 5 piger med i teamet. Uforklarligt hvilke højder af ”street respect” man scorer sig med sådan en flok. Det rygtes hurtigt, og allerede den første aften bliver holdet omtalte som ”Mikes angels” Tak Tina, Line, Pia, Birgitte og Pernille - den slår jeg nok aldrig igen!
I Istanbul siger Line, Pia og TINA farvel til tuk'en og Birgitte og Pernille overtager. Tak for tiden sammen, tuk livet bliver aldrig det samme igen. Tuk'en kører til grænsen til Bulgarien, sammen med en masse andre, vi ender med kun 10 timer i kø. Efter 6 timer smiler Birgitte stadig.
Pludselig kommer 4 unge italienske drenge og er meget interesseret i tuk'en. Men mon nu ikke det kunne have noget at gøre med Birgitte og Pernille?!
Efter dejlige 10 timer ved grænsen, bliver det endelig vores tur. Få minutter efter vi har krydset grænsen modtager vi en sms med teksten: Welcome to Greece. Ups. Men vi er i Bulgarien, heldigvis, og tak for det.
Efter en kort nat på et meget suspekt hotel lige på den anden side af grænsen, skal vi rigtigt på tur. Vi har valgt at tage de (meget) små veje i det sydlige Bulgarien. Vi finder dog hurtigt ud af at vores kort er totalt ubrugeligt da alt står med latinske bogstaver og vejskiltene står med Cyrilliske.
Vi giver selvfølgelig ikke op, og teamarbejdet går op i en større enhed. Mens Birgitte og Michael oversætter vejskilte til lyde og prøver at matche disse med vores kort, forsøger Pernille at få bekræftet vores nuværende position.
Ja det går så faktisk ikke så særligt godt, og desperationen vil ingen ende tage. Her går det ud over en meget hjælpsom, men total ubrugelig tobaksbonde.
Birgitte giver op og begynder at snakke med kørne.
Efter et stykke tid erkender vi at vi er håbløst faret vildt, og nyder i stedet Rodopi bjergerens små veje.
Vi kører op og ned, frem og tilbage og..smiler, for vi nyder det.
Med jævne mellemrum, er der små vandposter langs vejkanten. Den dag kører vi lidt over 200 km. men bevæger os kun 28 km i fugleflugts-linie fra udgangspunktet.