Rawalpindi – Quetta

Galleri: Rawalpindi – Quetta


Tilbage til galleri oversigten: Klik her.



Et lille udsnit af Rawalpindis Rajah-Bazaar.
Rajah Bazaar er, ligesom de fleste andre steder i Pakistan, domineret af mænd. Hvis kvinderne bevæger sig udenfor hjemmet, så sker det oftest i flok.
I Persharwar dingler vi rundt i den spraglede Old Bazar. Duften af krydderier bidder i næsen.
Stemningen i Old Bazar er afslappet. Vi tiltrækker nysgerrige blikke og spørgsmål.
En gammel kolonialhandler med hylderne fulde af konserves får sig en cigaret i eftermiddagssolen.
Michael er i sludrehumør og må konsumere op til flere kopper med halvlunken Chai sammen med de lokale handlende.
I gyden med handlende, der har specialiseret sig i nødder, står tiden nærmest stille. Peanut, valnødder, mandler, pecan- og pistacienødder.. til ingen penge.
Pakistanerne har søde tænder og butikkerne med pakistanske ”sweet” findes overalt. Nogle steder kan man være heldig at følge tilblivelsen de fedtede kunstværker fra sidelinien.
Meget uvant for en dansker, så ligger Persharwars tandlæger i gadeplan med udstilling af proteser, gebisser og andet krat i osen fra de mange kulørte richshaws.
Vi kigger indenfor hos en tandlæge, der er i færd med at behandle en patient. ”klinikassistenten” står klar med en flaske bedøvelse hvis kindtandsoperationen bliver for smertefuld.
Lidt udenfor Persharwar passerer vi en sukkerrørsmark og Rasmus kan ikke dy sig… Vi ”låner” et par rør!
Vi lapper den søde væske i os. Mmmm…naf naf!
Vi har mødt mange forskelligartede forhindringer på landevejene, men ikke tidligere været sænket af at ligge bag en kamelkærre.
Vi gør hold i en lille landsby for at forsyne os med kolde drikkevarer til den videre rejse. Nysgerrigheden er bundløs!
Mon ik' det er første gang de ser en thailandsk tuktuk?
Vi fortætter vores rejse. Tina havde lige brokket sig over at Rasmus fylder for meget på bagsædet, da en tætpakket pakistansk minibus passerer os på landvejen. I de pakistanske transportmidler er der ALTID plads til en mere… altid!
De pakistanske lastbiler kender heller ikke til begrænsninger. Vores bagagerestriktion i tuktuk'en synes pludselig hysterisk!
Vi kører ofte mutters alene af vejene gennem den pakistanske ørken. Møder næsten ligeså mange kameler som medtrafikanter..
Tankstationer med velassorterede servicebutikker eksisterer ikke i Baluchistan-provinsen. Vi gør som lastbilchaufførerne. Snupper en pause i vejkanten.
En munter spillesvend og hans ledsagerske underholder udfylder vores pause med et musikalsk indslag.
Solen bager og tuktuk-teamet er ved at gå til i varmen. Pakistanerne forstår at klæde sig efter forholdende. Hovedbeklædninger er et must!
Turen gennem den støvede ørken sætter sit præg på tuktuk'en. Pakistanerne gør en dyd ud af at holde deres køretøjer rene, så vi beslutter at forkæle tuktuk'en med en bilvask. Modsat derhjemme på Statoil tanken, så koster en grundig bilvask kun 1 krone!
Baluchistans ørken. En thailandsk tuktuk på udebane.. Pludselig synes Bangkoks hektiske gadebillede umådeligt langt væk!
Tuktuk-manangeren slår en streg i det fri!
Der er langt mellem flaskerne med koldt mineralvand. Vi møder til gengæld flere store vandpytter på kørebanen. Rasmus sendes i marken ud for at tjekke dybden på pytten!
Vi kommer ind i et bjergområde, hvor der netop har været stenskred. Fem gravkøer arbejder på højtryk og på kort tid er vejen igen ryddet.
Gravkøererne arbejder intensivt og vi dræber ventetiden i selskab med vores pakistanske medtrafikanter. Michael får sig en mandesludder.
Vi kører ind i et af Pakistans mange Tribal Areas. Her ved man aldrig helt hvad man skal forvente.
Vi møder ingen ubarmhjertige talibanere, men har landevejen helt for os selv.
I byen Loralai (ca. 200 km . fra Quetta) får vi politieskorte. Bevæbnede betjente følger os overalt - Selv på Netcafe kl. elleve om aftenen. De eskorter os også ud af byen den efterfølgende morgen.
Nogle kilometer udenfor Loralai stiger en bevæbnet betjent af politieskorten og klemmer sig ned på tuktuk'en bagsæde. Betjenten taler kun urdu, så vi har ingen ide om hvor længe han og hans Kalashnikow har tænkt sig at gøre os følge.
Efter en times kørsel ankommer vi til et Politi Checkpoint. Her gør vores betjent tegn om at han skal af. Bedst som vi tror, at der nu vil blive mere plads på bagsædet, hopper en ny betjent på tuktuk'en. Proceduren gentager sig en 4-5 gange..
Vi underholder betjentene ved et Politi check point. Meget har de set på deres langtrækkende vagter, men aldrig en thailandsk 3-hjuler!
Betjent nr. 4 ..eller var det den femte?
Da vi hen på eftermiddagen ankommer til Quetta bliver vi modtaget af endnu en politivogn. Betjentene i vognen viste at vi ville komme og har ventet ved byporten siden klokken 10. De har endnu ikke fået frokost og guider os derfor i adræt tempo til vores hotel.