Tyrkiet 2

Galleri: Tyrkiet 2


Tilbage til galleri oversigten: Klik her.



Dagen begynder uden en plan - og med tyrkisk morgenmad. Imens vi tygger os igennem det lyse brød, den kraftige gedeost og søde honning, beslutter vi at køre langs Van-søen til byen Tatfan.
Van-søen er med sit klare azurblå vand, et at Østanatoliens absolutte perler. Vi har sat gearet i ”tyrkisk tempo” og holder vores første ben-strække-pause efter blot 30 km. kørsel.
Tuktuk parkeres på en bakketop, så den kan nyde udsigten over den 3713 km2 store sø. Van-søen opstod, da lava fra vulkanen Nemrut Dagi ved Tatvan blokerede fraløbet af vand fra den store strækning, der i dag er sø.
Vi fortsætter vores søndagslignende udflugt gennem landskabets bløde sving og bakker.
Østanatolien er frodigt og grønt. Skyggerne fra skyerne laver fine aftegninger i bakkerne.
Vi indtager vores medbragte frokost på bagsædet af tuktuk'en..
Vi kører tuktuk'en af hovedvejen i håbet om at komme tættere på søen, men sporet ender blindt ..og sumpet!
Mike er tilfreds med livet!
De tyrkiske får har lært at dase af deres ejere.
Ikke alle har tid til at dase. Kurdiske landmænd knokler i marken.
Vi går ud og hilser på de hårdtarbejdende mænd. Det lykkedes os at kommunikere (nogenlunde!) til trods for at vores kurdiske ordforråd er begrænset til fraserne ”Skål”, ”Skal vi danse?” og ”hvad koster det?” - ikke just noget der giver mening i marken.
Efter en mindre sludre-pause sætter den ældste af mændene de unge fyre i sving igen. Avnerne skovler jo ikke sig selv på ladet, vel?
Det er ikke blot i marken at det er hårdt at være kurdisk landmænd. Det er stadigt ikke uden problemer at være en del af en mindretalsgruppe i det moderne Tyrkiet.
Længere nede af vejen låner vi et hjørne af en mark og en enkelt halmballe – Det er blevet tid til en melon-pause.
Vi er enige om at melonen smager himmelsk, men kan ikke blive enige om hvem af os der skal have melon-hatten på!
Tyrkiske vand-hunde..
Halsene drejes om og øjnene står på stikker, da vi hen på eftermiddagen når Tatvan. Det er uden tvivl første gang at en thailandsk tuktuk er på disse kanter.
Vi afslutter dagen med en kop te på en af byens mange fortovscafeer. Et rent smølfe-set-up med små kopper og lave taburetter, der ikke smertefrit forenes med ben til en krop på 1.90 cm. (Her taler vi om Michaels ben ..desværre!)
Næste dags mål ligger i 3022 meters højde. Nemrut Dagi er en udslukket vulkan, der i dag huser 5 søer. Som nervøse og nybagte forældre diskuterer vi over morgenmaden, hvorvidt tuktuk'en kan klare de 15 km. op til Nemrut's top. Vi har tiltro til 3-hjulerens ydeevne og begiver os på vej!
No-problemo! Vi holder dagens første pause med udsigt over en at Nemruts fem søer.
Stilheden varer kort og før vi ved af det er vi blevet ”bedste venner” med fem tyrkiske turister
Vi leder efter flere søer, men det er ikke just fordi skiltningen er på vores side!
Vi dyller rundt i krateret. Det er flot, men hvor fanden er vi?
En masse får og en halv tyrker.
Vi må kæmpe om den trange plads på de støvede bjergveje. Dyt! Mæhhh…!
Nu er det for alvor svært at finde hoved og hale på dyret…
”Skru' ned, vi er faktisk nogen der prøver at sove!”
Græsset er altid grønnere på den anden side!
Vi spotter to ”camouflerede” jægere på steppen.
Tina får lov at prøve deres Rockwool-Haribo-kostymer. Den er go'
Normadejægerne fortsætter deres jagt.
Frokost i det fri!
En wanna-be tornado samler kræfter.
Dagens familieudflugt ender med at tage os 100 km. rundt i Tatvan egnen.